Las Vegas Raiders’ førsterundevalg Henry Ruggs III har skadet sit ene ben, da han hjalp en ven med at flytte. Ifølge Ruggs’ far er skaden ikke alvorlig, men den lynhurtige receiver har dog været nødsaget til at bruge krykker efter uheldet

Las Vegas Raiders tog en modig beslutning, da de valgte at drafte Henry Ruggs III som den første receiver i 2020-draften foran både Alabamas Jerry Jeudy og Oklahomas CeeDee Lamb, som de fleste drafteksperter vurderede til at være større NFL-talenter.

Raiders har altså høje forventninger til Ruggs, og derfor fik cheftræner Jon Gruden og general manager Mike Mayock sig nok noget af et chok, da det mandag blev rapporteret, at Ruggs var komme til skade under en flytning.

Informationerne om ulykken har hidtil været sparsomme, men nu har vi lidt nyt i sagen.

Henry Ruggs Jr. (far til Henry Ruggs III) fortalte mandag aften følgende til journalisten Wesley Sinor fra AL.com.

– Han prøvede at flytte en trailer eller noget – flytte møbler eller noget – og traileren pressede ham op mod en bil eller en væg eller noget i den stil. Han har det okay, jeg skal over og mødes med ham om lidt. Der er et mindre åbent sår på hans ben, et lille snit. Han blev ramt en lille smule på sit lår.

Ifølge Henry Ruggs Jr. har sønnen ikke talt med en læge endnu, men han forsikrer, at sønnen “har det okay”.

– Mens alt det her COVID-19 huserer, så vil de ikke lade folk ind (på hospitalet). Så han har været nødt til at gå med krykker for ikke at lægge al for meget vægt på benet.

Tilsyneladende er Raiders og Ruggs III altså sluppet med skrækken, og wide receiveren må derfor forventes klar til sæsonstart.

Henry Ruggs III greb 40 bolde for 746 yards og syv touchdowns hos Alabama i 2019-sæsonen.