Ny Colts-stjerne skadet

0

Der er mørke skyer over solstrålehistorien fra Indianapolis Colts. Senest er holdets nye forsvarskrumtap Sauce Gardner blevet skadet.

Indianapolis Colts må undvære sin dyrt indhentede cornerback Sauce Gardner i den nærmeste fremtid.

Sauce Gardner udgik med en skade i sin ene læg i søndagens nederlag til divisionsrivalerne fra Houston Texans, og de efterfølgende undersøgelser har påvist, at han har forstrakt sin lægmuskel.

Frygten var ellers, at Sauce Gardner havde beskadiget sin akillessene, så set i dét lys kan Colts ånde lettet op.

Colts’ cheftræner Shane Steichen har udtalt, at Sauce Gardner ventes at misse et par uger til en måneds tid med skaden. Det betyder, at Colts må undvære sin dygtige cornerback i vigtige opgør mod Jacksonville Jaguars, Seattle Seahawks og potentielt mod San Francisco 49ers.

Sauce Gardner skiftede til Indianapolis fra New York Jets på transfervinduets sidste dag, da Colts sendte to førsterundevalg samt AD Mitchell til den grønne del af New York.

New York Jets valgte oprindeligt Gardner med det fjerde valg i 2022-draften, og han er den eneste cornerback siden 1970, der er blevet udnævnt til All Pro-førsteholdet i sine to første sæsoner som professionel.