
Salvon Ahmed pådrog sig en grusom skade til søndagens træning, som ventes at holde ham ude i hele 2025-sæsonen.
Indianapolis Colts’ nye runningback Salvon Ahmed kom alvorligt til skade, efter at han blev revet ned af sin holdkammerat Trey Washington til søndagens træning.
Skaden indtraf under en 11-mod-11-øvelse, hvor Salvon Ahmed leverede et stort spil, før han blev revet omkuld af Washington, der holdt fast i Ahmeds hofter, mens han trak ham ned i græstæppet.
De tilstedeværende journalister berettede efterfølgende, at Salvon Ahmed vred sig i smerter, samt at han måtte køres fra træningsbanen i en kapsel.
Teknikken, som Trey Washington benyttede til at tackle Salvon Ahmed med, betegnes som en “hip-drop-tackling”. NFL forbød brugen af “hip-drop-tacklinger” forud for 2024-sæsonen, efter at flere spillere var kommet alvorligt til skade i netop disse situationer.
Ifølge mediet The Athletic blev træningen stoppet i 10 minutter, og Colts’ cheftræner Shane Steichen rådførte sig med flere spillere, om træningspasset helt skulle afblæses.
Salvon Ahmed skiftede til Indianapolis Colts i foråret, efter at han udmærkede sig i glimt for Miami Dolphins i 2024-sæsonen, hvor han løb for 319 yards og scorede tre touchdowns i bare seks kampe. Ahmed, som ikke blev valgt i 2020-draften, nåede at spille fire sæsoner for Miami Dolphins, før han skrev en etårig aftale med Colts.
Planen var, at Salvon Ahmed skulle aflaste Jonathan Taylor i Colts’ løbeangreb i den forestående sæson. Nu ser det ud til, at Ahmed ikke kommer i spil lige foreløbigt og i stedet ventes Khalil Herbert at blive førstereserve til Taylor.








