Atlanta Falcons har foreløbigt haft en mareridtssæson, og nu får Dan Quinn måske endnu en hovedpine at bekymre sig om. Matt Ryan er således udgået af aftenens opgør mod Los Angeles Rams med en ankelskade.

I Matt Ryans fravær er 38-årige Matt Schaub blevet indskiftet som Falcons’ quarterback. Forinden var runningback Devonta Freeman også blevet smidt ud af opgøret efter at have slået Aaron Donald.

Skaden indtraf efter et sack af Aaron Donald, hvilket markerede det femte sack i opgøret af Los Angeles Rams’ forsvar.

Med aftenens statistikker in mente står Matt Ryan noteret for 2.170 kastede yards, 15 touchdowns og otte interceptions i 2019.

Vi følger op på skadens omfang, når der kommer nyt fra Atlanta Falcons.