Cardinals mister deres receiver Marquise Brown i de næste seks uger grundet en brækket knogle i foden.

Det er uden tvivl en ærgerlig skade for Cardinals, der haft en del problemer på angrebet de seneste par uger, og nu mister de altså deres bedste receiver indtil videre i sæsonen. I Arizona har man handlet hurtigt oven på nyheden om Browns skade, og har hentet Robbie Anderson i Carolina.

Læs også: Panthers sender Robbie Anderson til Cardinals

Brown pådrog sig den alvorlige skade i weekendens 19-9 nederlag til divisionsrivalen Seattle Seahawks. Ser man på den lyse side, så er skaden angiveligt ikke en, der kræver operation, hvilket også er grunden til, at man forventer Brown tilbage på banen om seks uger.

Cardinals handlede sig til det tidligere førsterundevalg Marquise Brown inden sæsonen i en handel med Ravens. Brown har indtil videre i denne sæson produceret 485 yards og tre touchdowns på 43 grebne bolde. Derudover var Brown et af de meget få lyspunkter Cardinals har haft på angrebet i denne sæson, så derfor er det også en meget ærgerlig skade.

Dog får holdet DeAndre Hopkins tilbage på banen i den kommende spillerunde, efter at han har siddet ude de første seks runder grundet en suspendering. Med Hopkins tilbage på banen, håber man selvfølgelig at nogle af de offensive problemer kan blive løst.

Første bevis på det kan Cardinals levere torsdag, hvor de møder New Orleans Saints.