
Detroit Lions besejrede ganske vist Dallas Cowboys i sjette spillerunde, men de mistede også Aidan Hutchinson for sæsonen, da han brækkede sit skinneben.
Det var umuligt ikke at føle med Aidan Hutchinson, da han lå og vred sig i smerte på græstæppet i Dallas i sjette spillerunde. Hutchinson havde ellers lige leveret et stort spil, da han kastede Dak Prescott i gulvet, men det gik værst ud over ham selv, da han slog og brækkede sit skinneben undervejs.
TV-stationerne ESPN og NFL Network har efterfølgende offentliggjort, at Hutchinson har brækket sit skinneben, og at han ikke kommer i spil igen i løbet af 2024-sæsonen.
Det var også en nedtrykt Dan Campbell, som mødte pressen i kølvandet på Detroit Lions’ sejr på 47-9 over Dallas Cowboys:
– Det var og er et frygteligt øjeblik. Det gør ondt på os alle, når én af vores egne bliver skadet på den måde (…). Han (Aidan Hutchinson, red.) er i gode hænder nu, og han får den bedste behandling. Det er et hårdt slag for os, og vi ønsker ham alt det bedste, udtalte Lions’ cheftræner.
Detroit Lions valgte oprindeligt Aidan Hutchinson med det andet valg i 2022-draften, efter at han havde udmærket sig for det lokale college-hold Michigan. Hutchinson har på rekordtid etableret sig som en superstjerne i NFL og som en leder i Lions’ spillertrup.
Aidan Hutchinson havde også fået en fremragende start på grundspillet anno 2024, hvor han havde leveret 7,5 sacks i de fem kampe, som han nåede at spille. Vi skal helt tilbage til 1983, før vi finder den seneste Lions-forsvarsspiller, som præsterede en tilsvarende sæsonstart, da William Gay gjorde det.
Uden Aidan Hutchinson må Dan Campbell og Detroit Lions sætte sin lid til, at spillere som Josh Paschal, Levi Onwuzurike og Isaac Ukwu kan tage det næste skridt i deres karriere og levere varen i presspillet. Derudover viste Lions’ defensive tackle Alim McNeill flere prøver på sit talent i sjette spillerunde, hvor han leverede to sacks mod Dak Prescott.
Se også: Lions leverer lækkert flea flicker-touchdown mod Cowboys








