Arizona Cardinals’ stjernerunningback David Johnson kan se frem til en længere skadespause.

David Johnson måtte udgå i Cardinals’ sæsonpremiere mod Lions, og der var forskellige forlydender om, hvor slemt han var kommet til skade. Mandag aften kunne Ian Rapoport imidlertid rapportere, at runningbacken kan misse op til 12 uger med et skadet håndled.


Ifølge Rapoport fortalte Cardinals’ cheftræner Bruce Arians, at David Johnson er i samme situation som TJ Logan, der er ude i 12 uger. Det kommer sandsynligvis til at betyde, at David Johnson bliver placeret på injured reserve og dermed ikke kommer i aktion inden 9. spillerunde.
Johnson havde et mål om at løbe og gribe for minimum 1000 yards i 2017, men det mål kan han formentlig godt opgive nu. Runningbacken havde en skuffende start på sæsonen, og det blev kun til 23 yards på 11 forsøg imod Lions. Alligevel er det et ekstremt alvorligt tab for Cardinals’ offensiv, der så tandløs ud i sæsonpremieren.
I stedet for Johnson vil Kerwynn Williams tage sig af starterrollen. Cardinals har desuden hentet den 23-årige runningback DJ Foster fra Patriots’ practice squad.


I 2016 løb 25-årige Johnson for 1.239 yards og 16 touchdowns. Desuden greb han yderligere 879 yards og fire touchdowns.
Se hvilke profiler der ellers kom til skade i første spillerunde lige her.