Runningbacken døjer med skader og er allerede nu meldt ude af søndagens kamp mod Pittsburgh Steelers

Raiders startede sæsonen på fornem vis med en sejr over Baltimore Ravens. Men sejren blev ikke ude omkostninger, da holdets startende runningback Josh Jacobs pådrog sig tå- og ankelskader.

Jacobs har derfor ikke trænet med holdet hele ugen, og nu bekræfter Raiders, at han heller ikke kommer på banen i uge-2 kampen mod Pittsburgh Steelers.

Josh Jacobs løb bolden 10 gange for 33 yards og to touchdowns i 33-27 sejren over Baltimore Ravens. Han løb for 1.065 yards og 12 touchdowns i den forgangne sæson, hvor han også greb bolde for 238 yards.

I Jacobs fravær bliver Kenyan Drake holdets nye startende runningback. Drake løb bolden seks gange mod Baltimore Ravens for 11 yards. I 2020-sæsonen blev det dog til næsten 1.000 yards for Arizona Cardinals for den 27-årige runningback.