San Diego Chargers valgte med det tredje valg i hele 2016-draften defensive-end Joey Bosa. Efter en lang konktraktfejde og siden en skade kan Chargers-fans nu endelig se frem til at se rookien få debut.

Når man vælger en spiller i top tre i draften, håber man inderligt, at spilleren kan bidrage det første år. Joey Bosa var den første ikke-quarterback til at blive valgt, men alligevel har han endnu ikke set NFLs baner, ikke engang i træningskampene.

Bosa, der var en stjerne i college, skulle have hjulpet en tvivlsom defensiv-linje i San Diego, men indtil videre har Chargers-fans ikke set ham i aktion. Den 21-årige defensive-end sad ude hele pre-season, da han og holdet ikke kunne blive enige om en kontrakt. Det er meget usædvanligt, da rookiekontrakter i det store hele er standardiseret efter den nye overenskomst. Det er kun ganske få ting, hvor der er rum til at forhandle.

Ikke desto mindre blev parterne først enige en lille uge før sæsonstart, og Bosa missede derfor vigtig tilvænningstid i pre-season. Det har dog ikke kun været kontraktuenighederne, der har plaget Bosa. De første fire uger, har Bosa været plaget af en forstrækning. Derfor har han endnu ikke fået debut endnu, men det ser nu endelig ud til at ændre sig i uge fem.

Chargers møder søndag Oakland Raiders i en kamp, de skal vinde, hvis de vil have forhåbninger om noget i år. På trods af at have ført i fjerde quarter i alle kampene i år har Chargers kun vundet 1 ud af fire kampe. Divisionsrivalen Oakland Raiders, som de møder, har derimod vundet 3 ud af 4 kampe og ligger lunt i svinget indtil videre.