Jaguars mister defensiv krumtap

0

Jourdan Lewis har været under kniven, og kommer ikke i spil, når Jacksonville Jaguars skal jagte divisionstitlen og kæmpe i slutspillet.

Jacksonville Jaguars må undvære sin startende cornerback Jourdan Lewis i resten af sæsonen – såvel grundspillet som slutspillet.

Det skyldes, at Jourdan Lewis måtte opereres i sin fod, efter at han pådrog sig en skade i 16. spillerunde, hvor Jaguars besejrede Denver Broncos med 34-20.

Jourdan Lewis skiftede til Jaguars forud for 2025-sæsonen, efter at han havde tilbragt sine første otte år som professionel hos Dallas Cowboys. Lewis skrev under på en treårig aftale med Jaguars, som potentielt kan løbe op i 190 millioner danske kroner ($30 mio.).

Veteranen har været alle pengene værd i sin første sæson i Florida, hvor han nåede at levere 39 tacklinger og to interceptions. Ifølge Pro Football Focus har Lewis været den 33. bedste cornerback i NFL i år, og han har bare tilladt 310 yards til sine direkte modstandere i sæsonen.

Med Jourdan Lewis på sidelinjen ventes Jacksonville Jaguars at starte Montaric Brown på den ene af de to yderste cornerback-positioner. Brown har fire år i NFL på samvittigheden, og han står foreløbigt noteret for 157 tacklinger og tre interceptions i sin karriere.

Læs også: Det spiller de om i uge 17