Houston Texans’ forsvarsprofil J.J. Watt har fået foretaget en mindre knæoperation i kølvandet på 2018-sæsonen.

Selvom J.J. Watt ikke missede et eneste opgør i 2018, var han ofte at finde på Texans’ ugentlige skadeslister som følge af knæproblemer.

I kølvandet på Texans’ slutspilsnederlag til Indianapolis Colts har J.J. Watt adresseret skaden gennem en mindre knæoperation. Det er endnu uvist, om operationen holder Watt ude af den kommende Pro Bowl-kamp, som han er udtaget til.

Til trods for knæproblemerne leverede Watt en flot 2018-sæson med 68 tacklinger, 16 sacks og syv forcerede fumbles. Præstationen er særligt imponerende, når der tages højde for, at Watt kom tilbage fra en række skader, der havde minimeret hans præstationsevne.