New York Giants’ imødesete og talentfulde rookie Kayvon Thibodeaux måtte udgå fra en træningskamp efter et grimt sammenstød.

Det blev en dyr affære for New York Giants, da holdet spillede sin anden træningskamp i år mod Cincinnati Bengals. I kampens andet quarter måtte førsterundevalget Kayvon Thibodeaux udgå med en knæskade, efter at han blev torpederet af Bengals’ tight end Thaddeus Moss.

Thibodeaux forlod banen på egen hånd og ifølge ESPN har han ikke revet sit korsbånd over. I stedet har Thibodeaux efter sigende forstrukket et ledbånd i sit højre knæ, hvilket kommer til at holde ham ude i resten af Giants’ træningslejr og forventeligt i de første grundspilskampe.

New York Giants valgte Kayvon Thibodeaux med det femte valg i forårets draft, efter at han udmærkede sig i college-rækkerne. I løbet af sine tre sæsoner for Oregon præsterede Thibodeaux 126 tacklinger og 19 sacks.