
Arizona Cardinals’ hårdtslående runningback James Conner skal opereres for en skade i foden, og han misser dermed resten af 2025-sæsonen.
Arizona Cardinals har mistet sin startende runningback for resten af sæsonen. Det står klart efter, at James Conner pådrog sig en fodskade i tredje spillerunde, som han skal under kniven med.
I stedet skal Hjalte Froholdt være med til at åbne banen op for unge Trey Benson, der ser ud til at skulle overtage arbejdsbyrden i Cardinals’ løbeangreb i resten af 2025-sæsonen.
Trey Benson erstattede også James Conner i opgøret mod San Francisco 49ers i tredje spillerunde, og han sluttede kampen med 10 løb for 42 yards.
Modsat James Conner, så er Trey Benson en mere dynamisk spiller, som besidder en relativt højere topfart. Til gengæld er Benson ikke lige så hårdhændet i duellerne, som Conner er berygtet for at være.
James Conner, som skiftede fra Pittsburgh Steelers til Arizona Cardinals i 2021, nåede at løbe 95 yards, gribe 38 yards og score to touchdowns i 2025-sæsonen. Foruden at være en produktiv spiller, så er Conner også kendt som en lederskikkelse i Cardinals’ omklædningsrum.
Arizona Cardinals’ løbeangreb har fået en relativt undervældende start på kampagnen, hvor de bare står noteret for 111,3 løbe-yards pr. kamp og 4,3 yards pr. løb, hvilket bare er 17. bedst i NFL.
Læs også: 49ers-stjerne færdig for sæsonen









