Houston Texans fik klø af Denver Broncos i Monday Night, men en skade til startende tackle Derek Newton var kampens mest triste hændelse.

Newtons karriere er nemlig i fare efter en grim skade. Den 28-årige starter ødelagde sin patellasene i begge knæ. Patellasenen er en sene, der går fra knæskallen til skinnebenet og hjælper med at stabilisere både knæ og underben. Når sådan en sene bliver revet midt over, er det blandt andet ikke muligt at strække sit ben.

En sådan skade kræver en operation samt massiv fysioterapeutisk behandling for, at knæet kan genvinde fuld funktionalitet. Ifølge Mike Garafalo og Ian Rapoport er der yderligere skade, og det er så slemt som det kan være.

Ifølge et forskningshold fra det anerkendte universitet Northwestern, er denne type skade den sværeste at vende tilbage fra som NFL-spiller. Det var samme type skade, som Seattle-tight end Jimmy Graham pådrog sig midt i sidste sæson. Dengang var der tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville vende tilbage og kunne ligne sig selv, og der var kun tale om et knæ. Graham kæmpede sig dog tilbage og sendte en besked til Newton via twitter.

Newton har været en god spiller for Texans siden han blev draftet i syvende runde af 2011-draften. Den store tackle har startet alle kampe siden 2013 og vil blive en savnet figur på et angreb, der allerede har store problemer.

Ifølge SBnation.com er ingen NFL-spillere rigtigt vendt tilbage efter denne skade. Flere har prøvet, blandt andet Gary Baxter fra Browns og senest Vikings-spilleren Greg Childs. Baxter var den første, der nogensinde spillede efter denne type skade, men karrieren varede kun en enkelt sæson mere. Childs forsøgte sig med en karriere i CFL (Canadian Football League), men blev fritstillet kort efter, han havde skrevet under på kontrakten.

Hvis Newton nogensinde spiller godt igen, vil der være tale om et historisk comeback.