ESPN: Op til trænerne om Romo spiller

0

Tony Romo har brugt det meste af sæsonen på at komme tilbage fra en rygskade. Nu skulle det dog blot være et spørgsmål om tid, før han er klar.

En trænerbeslutning, så langt skulle Tony Romo angiveligt være fra at være startende quarterback for Dallas Cowboys. Det siger ESPNs reporter Ed Werder, som yderligere rapporterer, at Romo selv føler sig helt klar til at spille og tage imod hits igen.

Tony Romo spillede sin seneste kamp i preseason, hvor han mod Seahawks pådrog sig en slem rygskade. Den uheldigt skadesramte quarterback har blot kunnet se til fra sidelinjen, mens rookie Dak Prescott har imponeret.

Cowboys har klaret sig fremragende i Romos fravær, og med syv sejre og blot et enkelt nederlag fører holdet NFC-konferencen og har udsigt til hjemmebanefordel i slutspillet. Kun Patriots og Raiders kan matche Cowboys’ syv sejre.

Derfor er spørgsmålet i Dallas, om det kan betale sig at skifte ud på quarterback-positionen. Prescott har kastet for mere end 2000 yards, 12 touchdowns og blot 2 interceptions. Den 23-årige quarterback har også løbet fire touchdowns ind og har sammen med Ezekiel Elliott og den offensive linje skabt et uhyggeligt angreb.

Ifølge analysesitet FiveThirtyEight har Prescott matchet Tony Romos bedste periode, når det kommer til effektivitet og boldsikkerhed. Selv om den 36-årige quarterback angiveligt skulle være helt clearet af lægestaben og selv føler sig klar, er der stadig et stykke vej til et egentlige quarterback-problem.

Romo træner i denne uge nemlig ikke med førsteholdet, men blot med holdets scout team. Det betyder, at der med al sandsynlighed i hvert fald går en uge mere inden Jason Garrett skal tage den svære beslutning.