San Francisco 49ers’ schweizerkniv Deebo Samuel pådrog sig en ankelskade i søndagens opgør.

Det gik som smurt, da San Francisco 49ers kørte hen over Tampa Bay Buccaneers i 14. spillerunde. I sidste ende vandt 49ers med 35-7, hvilket var til trods for, at upåagtede Brock Purdy startede i stedet for den skadede Jimmy Garoppolo.

Alligevel må Kyle Shanahan stå tilbage med en bitter smag i munden, da angrebet mistede endnu en profil i kampens hede. Der er tale om receiver Deebo Samuel, som udgik kort før pausen med en ankelskade.

Shanahan har efterfølgende meddelt, at Samuel er sluppet forholdsvis billigt, da han “bare” har forstuvet sin ankel. Det er imidlertid usikkert, om Samuel kommer i aktion igen i grundspillet, da det typisk tager spillere fire til seks uger at komme sig.

I skrivende stund fører San Francisco 49ers an i kampen om NFC West-divisionen, da de har vundet ni af 13 kampe. Deres nærmeste udfordrer er Seattle Seahawks, som led et overraskende nederlag til Carolina Panthers i 14. spillerunde og derfor er 7-6 for sæsonen. San Francisco 49ers ligger altså lunt i svinget til at hjemtage divisionstitlen – med eller uden Deebo Samuel, der har grebet og løbet 95 bolde for 840 yards og fem scoringer i år.

San Francisco 49ers kan tage et afgørende skridt mod divisionstitlen på torsdag, hvor de rent faktisk møder Seattle Seahawks på udebane.