Cowboys-stjerne misser resten af sæsonen

0

Dallas Cowboys må klare sig uden CeeDee Lamb i de sidste to kampe af grundspillet. Den dygtige wide receiver døjer med en skulderskade.

Det har været en sæson til glemmebogen for Dallas Cowboys, som misser slutspillet for første gang siden 2020. Skuffelsen bunder ikke mindst i, at Mike McCarthys mandskab har været særdeles hårdt ramt på skadesfronten.

Selvom grundspillet er ved at gå på hæld, så fortsætter skaderne med at hagle ned over Dallas. Senest har Cowboys offentliggjort, at CeeDee Lamb misser de sidste to kampe med en skulderskade.

CeeDee Lamb har kæmpet med smerter i sin højre skulder siden begyndelsen af november-måned, og han forværrede skaden i 16. spillerunde mod Tampa Bay Buccaneers. Da Cowboys allerede har udspillet sin rolle i 2024-sæsonen, så har den sportslige ledelse besluttet at spare Lamb i de to sidste grundspilskampe.

Med CeeDee Lamb på sidelinjen skal Dallas Cowboys nu klare sig uden seks af sine normale startere i resten af grundspillet. Cowboys må i forvejen undvære profiler som Dak Prescott, Zack Martin, DeMarcus Lawrence og Trevon Diggs.

Det betyder, at CeeDee Lambs kampagne er forbi, og han slutter 2024-sæsonen med 101 grebne bolde for 1.194 yards og seks touchdowns. I skrivende stund er Lamb den spiller, som har grebet næstflest bolde og tredjeflest yards i NFL.

Således er CeeDee Lamb også suverænt den spiller, som kommer til at gribe flest yards for Cowboys i 2024-sæsonen, hvilket understreger hans stjernestatus og afgørende rolle i Dallas. Det er Jalen Tolbert, som har grebet næstflest yards af alle Cowboys’ spillere med 482 yards i 15 kampe.

Læs også: Fem linjer om hvert opgør i 17. spillerunde – tidligt nytårsfyrværkeri!