
Dak Prescott må undvære wide receiver Jonathan Mingo i op til seks uger, efter at han pådrog sig en knæskade i træningskampen mod Baltimore Ravens.
Jonathan Mingo får ikke den ønskede sæsonstart. Det står klart efter, at den 24-årige receiver pådrog sig en knæskade i anden spillerunde af preseason, som koster ham en længere periode på sidelinjen.
Mere præcist, så har Mingo forstrakt et ledbånd i sit knæ, og de første undersøgelser indikerer, at han skal bruge fire til seks uger på at blive kampklar igen.
Jonathan Mingo pådrog sig skaden i tredje quarter, da han ellers greb et 49-yard langt kast ned langs sidelinjen. Mingo forsøgte at spille det efterfølgende spil, men han måtte lade sig udskifte, og han blev straks meldt ude af træningskampen.
Dallas Cowboys hentede Jonathan Mingo i fjor, da de sendte et fjerderundevalg til Carolina Panthers i bytte. Mingo nåede at spille otte kampe for Cowboys i 2024-sæsonen, men han greb bare fem bolde for 46 yards.
I år skulle Jonathan Mingo duellere med George Pickens og Ka’Vontae Turpin om spilletid ved siden af CeeDee Lamb i Cowboys’ angreb. Set i det lys er skaden en særdeles dårlig nyhed for Mingo, der stadigvæk har til gode at gribe en bold fra Dak Prescott i kampaktion.
Læs også: Sæsonoptakt – NFC East








