Los Angeles Rams’ angrebsprofil har forværret sin forstrækning, og er tvivlsom til sæsonpremieren mod Seattle Seahawks.

Sean McVay og Matthew Stafford risikerer at måtte undvære Cooper Kupp, når Los Angeles Rams åbner sæsonen på udebane mod divisionsrivalerne fra Seattle Seahawks. På torsdagens pressemøde kunne Sean McVay fortælle, at Kupp har forværret sin forstrækning i baglåret, som han har kæmpet med siden begyndelsen af august.

– Han har en forstrækning i baglåret, og vi er nødt til at begrænse hans aktivitet i de næste par dage. Det er et tilbageslag i forhold til den plan, vi havde lagt, meddelte Sean McVay.

Cooper Kupp pådrog sig skaden i begyndelsen af august, og det var forventningen, at han ville misse størstedelen af Rams’ træningslejr. Den 30-årige receiver vendte dog hurtigt tilbage på grønsværen og deltog bl.a. i Rams’ fælles træningspas med Denver Broncos. Set i bakspejlets ulideligt klare lys er det nok gået en kende for stærkt.

Uden Cooper Kupp ligner det, at Van Jefferson træder ind som Rams’ primære receiver, mens Tutu Atwell og Puka Nacua er de næste spillere i rækken. Det ville være noget af et slag for Sean McVay, der i forvejen har brugt 2023 på at rydde op i sin trup, hvor især forsvaret har fået en overhaling.

Cooper Kupp blev kåret som 2021-sæsonens bedste angrebsspiller, efter at han greb 145 bolde for 1.947 yards og 16 touchdowns i grundspillet.