Lige som Bengals virkede til at have fundet formen på angrebet, så landede der en meget nedslående melding i Bengals-lejren. Holdet skal nemlig i mindst en måned spille uden deres absolut største playmaker.

Bengals receiveren Ja’Marr Chase har fået en hofteskade, der er så tilpas alvorlig, at man forventer, at Bengals vil sætte ham på IR. Det vil sige, at han som minimum er ude de næste fire kampe.

Chase pådrog sig angiveligt hofteskaden i sjette spillerunde, hvor Bengals besejrede Saints. I kampen blev Chase tacklet i endzone på en akavet måde, hvilket har generet ham lige siden. Den situation har nu udviklet sig til, at Chase formentlig skal sidde over i mindst fire kampe.

Ja’Marr Chase har igen i denne sæson spillet fantastisk for Bengals, og er klart holdets farligste og mest dynamiske våben på angrebet. I sæsonen indtil videre har Chase grebet 47 bolde for 605 yards og seks touchdowns. Fire af de seks touchdowns har Chase lavet i de seneste to kampe, så Bengals og Chase lignede for alvor et hold, der var ved at finde 2021 formen igen. Nu må holdet klare sig uden Chase, hvilket betyder at spillere som Tee Higgins og Tyler Boyd skal forsøge at holde det høje offensive niveau kørende på receiver-positionen.