Brandon Mebane fik den tredjestørste kontrakt blandt defensive tackles under free agency, men den store spillers sæson slutter før tid.

Den 31-årige defensive tackle rev sin bicepsmuskel over i kampen mod Miami Dolphins og sæsonen er dermed slut for veteranen. Mebane skiftede til Chargers efter at have tilbragt hele sin karriere i Seattle, hvor han var en elsket spiller.

Den store defensive tackle skrev under på en tre år lang kontrakt til en værdi af næsten 14 millioner dollars. På den position var det kun overgået af de massive poser penge, der blev smidt efter Damon Harrison og Malik Jackson.

Mebane blev udnævnt som kaptajn på Chargers-forsvaret inden denne sæson gik i gang. Han virkede til at være en lige så populær figur i San Diego som han var i Seattle. Cheftræner Mike McCoy sagde, at nyhederne var svære at levere og at holdet kommer til at savne Mebane.

Veteranen var “altid et forbillede for de yngre spillere og arbejdede altid benhårdt” ifølge McCoy. Forsvars-kollega Melvin Ingram var af samme mening og var sikker på, at det ville blive svært at erstatte “en af holdets bedste spillere.”

Chargers var sidste år et af de værste hold til at forsvare mod løbet, men har i år været betydeligt bedre. Blandt andet på grund af Mebane er San Diego rykket op fra at være ligaens sjette værste til at være blandt de ti bedste mod løbet. Mebane endte denne sæson med 35 tacklinger, et sack og karrierens første interception.