
New York Giants’ hårdtslående runningback pådrog sig en alvorlig ankelskade i nederlaget til divisionsrivalerne fra Philadelphia Eagles i ottende spillerunde.
Jaxson Dart og Cam Skattebos indtog i den blå og hvide del af New York har været én af sæsonens helt store solstrålehistorier.
Desværre ser det ud til, at Giants’ unge duet bliver reduceret til en solo i resten af sæsonen. Cam Skattebo kom til skade i ottende spillerunde, da han pådrog sig dét, der ligner en alvorlig ankelskade.
Skaden indtraf, da Cam Skattebo forsøgte at gribe en bold fra Jaxson Dart. Skattebo fik klemt sin ankel nede under Eagles’ Zack Baun, da han landede på jorden.
De første indikationer går på, at Cam Skattebo har brækket anklen, og at han skal opereres. Det ville betyde, at Skattebo misser resten af sæsonen.
Cam Skattebo måtte også køres fra banen, og det var tydeligt for enhver, at hans holdkammerater var dybt berørte af situationen, da de samlede sig omkring den skadede runningback.
Den 23-årige runningback nåede at løbe bolden 101 gange for 410 yards og fem touchdowns i sin første sæson som professionel. New York Giants valgte Cam Skattebo med det 105. valg i fjerde runde af forårets draft.








