Broncos er ubesejrede i sæsonens første fire kampe. Her har Trevor Siemian været holdets quarterback, men på grund en af skulderskade vil det i dag være førsterundevalget fra årets draft, Paxton Lynch.

I hvad der ligner søndagens bedste kamp mellem det eksplosive angreb hos Falcons og det fænomenale forsvar hos Broncos, må sidstnævnte undvære deres startende quarterback Trevor Siemian.

Siemian, der vandt starterjobbet foran rookien Lynch og erfarne Mark Sanchez, har vist sig hæderligt frem i de første fire kampe. Han har undgået fatale fejl, og i stedet har løbeangrebet og specielt forsvaret vist, hvorfor Broncos vandt Super Bowl sidste år på trods af dårligt quarterbackspil.

I dag skal Broncos så sætte deres lid til Paxton Lynch i stedet. Siemian pådrog sig i sidste uge en skulderskade, og selvom det ikke er kasteskulderen, er han ikke blevet helt klar til dagens kamp. Der er dog stadig håb om, at Siemian bliver klar til torsdagens kamp mod San Diego Chargers.

Udover Siemian må Broncos stadig undvære pass-rusher DeMarcus Ware, men også den dygtige special-teamer Kaywon Webster. For Falcons må de undvære hele tre linebackere i form af erfarne Paul Worrilow og de to rookies DeVondre Campbell og Deion Jones.