2022-sæsonen er desværre slut for den fenomenale rookie Breece Hall, der overrev sit korsbånd i weekendens kamp mod Broncos.

Breece Hall blev kørt fra banen i kampen mod Broncos grundet en knæskade. I dag blev Jets’ bange anelser så en realitet, da man kunne konstatere, at Breece Hall ikke kommer på banen igen i år, da han har overrevet sit ene korsbånd.

Selvom skaden allerede kom i første halvleg, så nåede Breece Hall alligevel at have en stor indvirken på Jets’ sejr over Broncos. Hall stod nemlig for kampens eneste touchdown, da han bragte Jets foran 6-0 med et 62-yard touchdownløb.

Hall nåede at løbe fire gange i kampen for 72 yards, inden han måtte udgå. Dermed nåede han i alt at løbe for 463 yards og fire touchdowns i sin første NFL-sæson. Hall har uden tvivl været en stor del af grunden til, at Jets lige nu har vundet fem ud af deres første syv kampe.

Jets kommer nu til at bruge Michael Carter som deres startende runningback resten af sæsonen.