Bills mister vigtig forsvarsbrik for sæsonen

0

Michael Hoecht nåede kun at spille to kampe som Bills-spiller inden han pådrog sig en alvorlig skade, der nu holder ham ude resten af sæsonen.

Det har været lidt af en rutsjebanetur for Michael Hoecht i sin tid hidtil som Bills-spiller.

I sæsonens første seks kampe måtte han se med fra sidelinjen, da han havde fået en karantæne for at overtræde NFL’s regler for præstationsfremmende stoffer.

Men i sin debut for Bills, som han kom til i foråret efter at have skrevet under på en treårig aftale, leverede han halvandet sack, en forceret fumble og yderligere fire pres på Panthers’ quarterback, Bryce Young.

Den kamp fulgte han op med en god præstation mod Kansas City Chiefs, hvor han leverede et halvt sack, et pres og to tacklinger, men nu får han ikke flere muligheder for at ramme modstandernes quarterbacks i denne sæson. For i samme kamp rev han akillessenen over, og han må dermed sidde ude igen.

Det er første gang i den 28-årige Bills-spillers NFL-karriere, at han bliver ramt af en alvorlig skade. I hans første fire sæsoner i ligaen, hvor han tørnede ud for Los Angeles Rams, spillede han samtlige 17 kampe i alle sæsonerne og var dermed også en vigtig brik for Sean McVays forsvar.

Læs også: Joe Alt er færdig for sæsonen