Ifølge Indianapolis Colts’ holdejer Jim Irsay er det usandsynligt, at Anthony Richardson kommer i spil igen i 2023-sæsonen.

Vi var flere, som havde glædet os til at se Anthony Richardson i aktion, når Indianapolis Colts tørner sammen med New England Patriots i Frankfurt d. 12. november. Desværre ser det ud til, at vi må undvære Colts’ ellers imponerende rookie-quarterback, da en skulderskade risikerer at holde ham ude resten af sæsonen.

Det er meldingen fra Indianapolis Colts’ holdejer Jim Irsay, som har udtalt sig til mediet The Athletic. I interviewet meddeler Jim Irsay, at det er meget usandsynligt, at Anthony Richardson kommer i aktion igen i 2023.

Colts’ lægestab og Anthony Richardson er i færd med at planlægge de næste skridt i håndteringen af hans skulderskade. Ifølge Irsay er det mest sandsynlige scenarie, at Richardson skal opereres, hvilket kommer til at holde ham ude i resten af sæsonen.

I sine fire kampe fra start har Anthony Richardson kastet for 577 yards, tre touchdowns og en interception, mens han har løbet for 136 yards og scoret fire løbe-touchdowns. Det er den rutinerede og hypede Gardner Minshew, som er trådt til i Richardsons fravær, og han forventes også at skulle starte i resten af sæsonen – deriblandt i Frankfurt.