Når Bears søndag spiller mod Arizona Cardinals, bliver det endnu engang med Andy Dalton som startende quarterback.

Justin Fields når ikke at blive klar til at starte for Chicago Bears i denne uge, og dermed bliver det igen Andy Dalton, som skal styre bjørnenes angreb. Fields pådrog sig brækkede ribben i nederlaget til Baltimore Ravens den 21. november og må altså bruge endnu en uge på bænken, trods han er begyndt at træne med holdet igen.

Cheftræner Matt Nagy fortalte om beslutningen på et pressemøde, hvor det også blev afsløret, at Nick Foles er reservequarterback.

Andy Dalton kan dermed se frem til sin tredje start for klubben i denne sæson. Veteranen startede også i sidste spillerunde, hvor Chicago slog divisionsrivalen Detroit Lions i Thanksgivings første opgør. 

Den 34-årige quarterback var hentet ind som værende den startende quarterback for hele sæsonen, men da en skade slog ham ud af opgøret mod Bengals i anden spillerunde, og Bears havde den spændende rookie Justin Fields klar på sidelinjen, blev den plan ændret.

Dalton har i indeværende sæson leveret en solid, men ikke prangende indsats, hvor det er blevet til fire touchdowns og to interceptions. Quarterbacken har ydermere ramt på lige over 64% af sine kast for næsten 800 yards i de fire kampe, hvor han har fået reel spilletid.

I opgøret mod Cardinals er der på modstandersiden også skader, hvor superstjernerne Kyler Murray og Deandre Hopkins fortsat er tvivlsomme.