Efter en kamp, hvor Chiefs startede Nick Foles, vil den normale quarterback Alex Smith være tilbage som starter i næste kamp mod Carolina Panthers.

For to uger siden blev Alex Smith ramt i hovedet og kunne ikke spille kampen mod Colts færdig. Han røg pga. slaget i ligaens protokol for hjernerystelser, hvor spillere skal gennemgår og bestå en masse test før, de kan vende tilbage. Her var meldingerne ellers positive i sidste uge, og i følge Andy Reid havde han ikke rigtig fået en hjernerystelse.

Alligevel meldte Chiefs ham ude af kampen, så han kunne blive helt frisk igen. Derfor startede Nick Foles i går mod Jaguars, og her hev Chiefs sæsonens sjette sejr ud af otte mulige hjem. Det blev dog en engangsforestilling med Nick Foles ved roret. På mandagens pressemøde annoncerede cheftræner Andy Reid, at Alex Smith vender tilbage som starter på søndag mod Panthers.

Alex Smith har haft en typisk “Alex Smith” sæson i år. I det kontrollerede og løbetunge Chiefs angreb har han lavet ganske få fejl, men heller ikke ret mange store spil. Indtil videre er hans 1.638 yards og syv touchdowns begge i den dårligere ende af ligaen, mens hans blot to interceptions er i top fem blandt startende quarterbacks.

Chiefs ligger toer i AFC West med en record på 6-2. Søndag møder de som sagt Carolina Panthers, der er 3-5 og ligger sidst i NFC South.