
Der blæser nye vinde ind over Seattle. Først blev Tyler Lockett fritstillet og nu kræver DK Metcalf et skifte væk fra Seahawks.
Efter seks sæsoners tro tjeneste kan samarbejdet mellem Seattle Seahawks og DK Metcalf snart være historie. Ifølge TV-stationen NFL Network har den 27-årige angrebsprofil krævet et skifte væk fra Seahawks.
Det sker samme dag, hvor Seattle Seahawks har fritstillet klublegenden Tyler Lockett. Hvis Seahawks indvilger i at handle DK Metcalf væk, så er receiverkorpset efterladt med Jaxon Smith-Njigba, Jake Bobo, Dareke Young, Jaelon Darden og Cody White.
Seattle Seahawks valgte oprindeligt DK Metcalf med det 64. valg i 2019-draften. Siden da har Metcalf grebet mindst 900 yards i hver eneste af sine første seks sæsoner i NFL. Samlet set står DK Metcalf noteret for 438 grebne bolde for 6.324 yards og 48 touchdowns.
Ifølge mediet The Athletic har DK Metcalf efter sigende tilkendegivet, at han ønsker at fortsætte sin karriere hos en titeludfordrer. Seattle Seahawks har glippet slutspillet i de to seneste sæsoner, og har ikke vundet en slutspilskamp siden 2019-sæsonen, hvor Metcalf stadigvæk var førsteårsspiller.
DK Metcalf har et enkelt år tilbage af sin nuværende kontrakt med Seattle Seahawks, og han står til at tjene svimlende 220 mio. danske kroner ($31.8 mio.) i 2025-sæsonen.
Læs også: Seahawks fritstiller klublegende








