Trey Lances dage ser ud til at være talte i San Francisco 49ers.

Forventningerne var enorme, da San Francisco 49ers valgte Trey Lance med det tredje valg i 2021-draften. Vi troede alle sammen, at Trey Lance skulle være toppen af kransekagen – spilleren, der kunne levere de ekstraordinære spil, når systemet ikke magtede opgaven. Trey Lance skulle befri Kyle Shanahan fra alle de begrænsninger, som Jimmy Garoppolo påførte angrebet.

I dag er virkeligheden en helt anden. Trey Lance har fået spoleret sin NFL-begyndelse af skader, og Kyle Shanahan har udnævnt Brock Purdy, som de valgte med det allersidste valg i 2022-draften, som 49ers’ startende quarterback. Onsdag ramte Lance så bunden, da Shanahan meddelte, at nytilkomne Sam Darnold bliver førstereserve til Purdy i den kommende sæson.

Trey Lance besluttede efterfølgende at skippe 49ers’ træning – og nu florerer rygterne om, at holdet forsøger at handle ham væk. Ifølge mediet The Athletic har 49ers aktivt forsøgt at komme af med Trey Lance hele foråret og sommeren, og det bliver formentlig ikke lettere af den aktuelle situation. Samtidig vil det være tåbeligt af 49ers – ud fra et økonomisk perspektiv – at fritstille Lance, da det vil koste dem ca. 35 millioner danske kroner mere, end hvis de beholdt ham.

Ligesom Trey Lance, så er Sam Darnold også tidligere blevet valgt som den tredje spiller i draften tilbage i 2018. Darnold har været ét af de største flops i det moderne NFL, men Kyle Shanahan har gentagende gange udtalt, at han føler, at Darnolds manglende succes i højere grad skyldes de omstændigheder, som han har spillet under i New York Jets og Carolina Panthers. Skrevet med andre ord, så tror Shanahan på, at han kan forløse Darnolds potentiale om nødvendigt.