Efter Los Angeles Rams super bowl sejr, overvejede Aaron Donald kort, om ikke han skulle indstille karrieren. Det fik Rams til at kaste en masse penge efter ham, og derfor vender Donald tilbage – til stor frustration for nogen.
En af dem, som er irriteret over, at Donald ikke trak sig tilbage, er Trent Williams. Han er offensiv tackle for San Francisco 49ers, der til daglig spiller i NFC West og det betyder, at han mindst to gange om året skal stå over for Los Angeles Rams og Aaron Donald.
“ja, jeg ville ønske, at han havde trukket sig tilbage” sagde Williams, da han gav interview ved 49ers første dag i minicamp.
Det var dog mest af alt ment som en joke, hvilket Williams også gjorde klart efterfølgende, hvor han udtrykte beundring for den kommende Hall of Famer.
“Altså, han fortjener selvfølgelig den nye kontrakt – vi ved jo alle, hvad han er i stand til. Jeg kender ham ikke på det personlige plan. Men jeg elsker at konkurrere mod ham, for han får det bedste frem i os alle”.
Trent Williams var den højest rangerede spillere hos PFF baseret på løbeblokeringer og #18 ift. passblock. Aaron Donald var den højest rangerede forsvarsspiller overhovedet. Han var desuden den højest rangerede passrusher sammen med Micah Parsons.