Trey Lance får ikke lov til at træne med de øvrige startere hos 49ers.

Meget tyder på, at Jimmy Garoppolo får lov til at starte som quarterback for San Francisco 49ers i store dele af den kommende sæson.

49ers valgte ellers den talentfulde quarterback Trey Lance med tredjevalget tilbage i NFL-draften i april, men han er nærmere udset som fremtidens mand frem for nutidens mand.

I hvert fald får Trey Lance ikke spilletid med de øvrige startere til træning. Det fortæller cheftræner Kyle Shanahan på et pressemøde mandag, efter at træneren blev spurgt, om de to quarterbacks deles om træningstiden med førsteholdet. 

– Det har jeg ikke planlagt overhovedet, lød svaret fra Kyle Shanahan ifølge NBC Sports. 

– Vi deler ikke spilletiden op og lader dem deles om at spille imod førsteholdet og sådan noget. Jeg synes, Trey havde en af sine bedre dage i lørdag, men det var ikke noget, der ændrer noget med Jimmy eller sådan noget.

Samtidig understreger Kyle Shanahan, at Jimmy Garoppolo har spillet rigtig god football, og at Trey Lance forsøger at lære så meget, som han kan til træning.