San Francisco 49ers’ cheftræner lovpriser Aaron Rodgers inden deres møde natten til mandag dansk tid.

Natten til mandag d. 27. september tørner San Francisco 49ers og Green Bay Packers sammen på Levi’s Stadium i Santa Clara. Her er tale om to af ligaens mest succesfulde mandskaber, der tilsammen har vundet ni mesterskaber i Super Bowl-æraen.

Det er også to mandskaber, der forventes at gøre sig gældende i topkampen af NFL i indeværende sæson. 49ers er relativt skadesfri og har vundet sæsonens første to kampe, mens Green Bay Packers kom tilbage på sporet med en stensikker 35-17 over Detroit Lions. Deri ramte Aaron Rodgers på 22 af 27 kast for 255 yards og fire touchdowns.

Netop Aaron Rodgers har været i fokus både på og uden for banen i 2021. Efter en fænomenal 2020-sæson blev han hædret som ligaens MVP, inden han blev rygtet væk fra Green Bay som følge af sin utilfredshed med den sportslige ledelse. Det kulminerede i sæsonoptakten, hvor Rodgers på et pressemøde luftede sin skuffelse over ledelsens mandskabsbehandling og sportslige beslutninger.

Undervejs i det turbulente forløb blev Aaron Rodgers da også rygtet væk fra Green Bay og var netop San Francisco 49ers et af de varmeste bud på en ny destination. Til trods for at skiftet aldrig blev realiseret, er 49ers’ cheftræner Kyle Shanahan fuld af beundring for Aaron Rodgers:

– I min optik er han (Aaron Rodgers, red.) formentlig den bedste quarterback nogensinde. Jeg har i hvert fald ikke set en spiller, der kan kaste bolden som ham, udtalte Kyle Shanahan på sit pressemøde som optakt til søndagens brag.

Foruden at lovprise Aaron Rodgers varslede Shanahan også lysere tider for 49ers’ ellers skadesplagede runningback-gruppe. Formelt set er Elijah Mitchell (skulder), JaMycal Hasty (ankel) og Trey Sermon (hjernerystelse) alle meldt tvivlsomme til opgøret, men Shanahan fortalte, at både Mitchell og Sermon havde vist positive tegn til træning i indeværende uge.

I løbet af de seneste 10 år har 49ers og Packers stået over for hinanden ni gange. Af disse ni kampe har 49ers overhånden med seks sejre – og i nyere tid har Kyle Shanahan og co. vundet to af de seneste tre indbyrdes opgør.