I søndags afslørede San Francisco 49ers tight end George Kittle, at han har spillet de seneste to sæsoner med en overrevet ledlæbe (labrum) i sin højre skulder.

I denne sæson har All-pro tight enden kæmpet med skader i sin læg, lyske, knæ og ankel. Nu har han altså ovenikøbet afsløret, at han siden 2018 har spillet med en endnu voldsommere skade.

Kittle fortalte i en podcast, at han i 2018 rev sin skulder af led, hvilket også medførte en komplet overrevet ledlæbe i selv samme skulder. En skade som stjernespilleren ikke har tænkt sig at blive opereret for, da han ”ikke vil gå glip af nogen træningsdage”.

Efter eget udsagn har Kittle spillet de sidste 17 måneder med en skadet skulder og har nægtet at få den opereret, hvilket må siges at lyde en smule alarmerende med tanke på fremtiden. Samtidig skal det siges, at informationen om skaden bare gør hans præstationer på banen endnu mere imponerende.

Siden starten af 2018 har Kittle 173 grebne bolde for 2,430 yards og ti touchdowns, samt været udnævt til to pro bowls og blev i denne sæson udnævnt som first team all-pro.

Efter Super Bowl på søndag står George Kittle overfor en kæmpe kontraktforlængelse. En kontraktforlængelse Kittle uden tvivl har fortjent på trods af den smule bekymring, der kan være om tight endens helbred i fremtiden.

I Super Bowl LIV på søndag, skal Kittle og resten af 49ers op mod en anden af ligaens bedste tight ends i Travis Kelce, der uden tvivl vil kunne se sig selv som den af de to stjerner med helbredet bedst i behold inden den store kamp.