Jerrick McKinnon sad ude i hele 2018-sæsonen og må formentlig også sidde ude i den første halvdel af 2019-sæsonen som minimum.

I free agency i 2018 hentede San Francisco 49ers runningback Jerrick McKinnon på en stor kontrakt, der kan indbringe runningbacken 30 millioner dollar over fire år. Men hidtil har han ikke kunnet bidrage med meget i San Francisco.

Han har slet ikke været i aktion for 49ers, og de må også vente lidt med at se ham i aktion.

I preaseason i 2018 pådrog McKinnon sig en alvorlig knæskade, der holdt ham ude i hele sæsonen, og nu ser han også ud til at misse halvdelen af den kommende sæson, da der er komplikationer med knæet.

NFL Networks Ian Rapoport meddeler således, at 49ers forventes at placere Jerrick McKinnon på ‘injured reserve’, hvilket betyder, at han ikke kan komme i aktion i de første otte uger af sæsonen. Senere kan han dog aktiveres, men det er ikke sikkert, at han bliver klar i løbet af sæsonen, skriver Rapoport.

I mellemtiden må cheftræner Kyle Shanahan nøjes med 49ers’ øvrige runningbacks, heriblandt dygtige Matt Breida og Tevin Coleman.