Brock Purdy er blevet sin skade kvit

0

San Francisco 49ers får deres bannerfører tilbage til fjerde spillerunde, hvor de møder Jacksonville Jaguars.

Der er måske lys for enden af tunellen for San Francisco 49ers, som har været særdeles hårdt ramt på skadesfronten i begyndelsen af sæsonen.

Efter to kampes fravær som følge af en skadet storetå er Brock Purdy blevet meldt klar til 49ers’ opgør mod Jacksonville Jaguars.

– Han (Brock Purdy, red.) har set godt ud til træning, og han gennemførte langt flere øvelser end i den seneste uge. Jeg synes, at han er blevet bedre for hver dag, der er gået, og jeg er sikker på, at han bliver klar til søndagens kamp, udtalte San Francisco 49ers’ cheftræner Kyle Shanahan på sit pressemøde i optakten til fjerde spillerunde.

Mens Brock Purdy er blevet sin skade kvit, så må San Francisco 49ers’ angreb fortsat undvære George Kittle og Brandon Aiyuk, mens Juan Jennings og Ricky Pearsall er meldt tvivlsomme til opgøret mod Jaguars.

Med Brock Purdy tilbage på grønsværen kan Mac Jones genindfinde sig på 49ers’ bænk. Jones løste sin vikartjans på fornemmeste vis, da han førte an i 49ers’ seneste to sejre over henholdsvis New Orleans Saints og Arizona Cardinals.

Kyle Shanahan kan også se frem til at få Demarcus Robinson tilbage, efter at han har overstået sine tre spilledages karantæne i starten af 2025-sæsonen.

Læs også: 10 svar vi leder efter i fjerde spillerunde