George Kittles agent tegner linjerne op mellem sin klient og San Francisco 49ers.

San Francisco 49ers’ angrebsprofil George Kittle har blot et enkelt år tilbage af sin rookie-kontrakt. Nu har parterne påbegyndt forhandlingerne om en ny langtidsholdbar kontrakt, men der er fortsat lang vej til enighed.

George Kittles lejr har meldt ud, at deres mål er at ‘sprænge markedet for tight ends’. Det betyder konkret, at de vurderer, at Kittle skal betales som en af de bedste tackles eller receivere i NFL:

“Jeg er fuldstændig ligeglad med markedet og lønvilkårene for tight ends. Jeg bliver betalt for at give George Kittle en aftale, som afspejler hans sande værdi,” udtalte George Kittles agent Jack Bechta til NFL Media.

Der er som bekendt stor forskel i lønniveauet mellem tight ends og fx tackles og receivere i NFL. I foråret gjorde Cleveland Browns Austin Hooper til ligaens bedst betalte tight end, da parterne skrev under på en 4-årig aftale til værdi af ca. 280 millioner kroner.

Til sammenligning skrev Amari Cooper under på 5-årig aftale med Cowboys til værdi af ca. 670 millioner kroner, mens Houston Texans – i gennemsnit – betaler Laremy Tunsil ca. 150 millioner kroner pr. sæson i de kommende tre år.

Det bliver interessant at følge kontraktforhandlingerne mellem San Francisco 49ers og George Kittle – og om sidstnævnte formår at revolutionere markedet for tight ends i NFL.