
Fred Warner har overgået alle forventninger, og den 29-årige linebacker kan måske vende tilbage i slutspillet, selvom han brækkede sin ankel i oktober.
San Francisco 49ers’ general manager John Lynch leverede én af weekendens mest opsigtsvækkende nyheder, da han mødte pressen forud for topopgøret mod Chicago Bears, der spilles natten til mandag dansk tid.
Ifølge John Lynch har Fred Warner, som brækkede sin ankel tilbage i oktober, en realistisk mulighed for at vende tilbage på grønsværen, hvis San Francisco 49ers kvalificerer sig til de afgørende slutspilskampe.
– Fred (Warner, red.) har arbejdet benhårdt hver eneste dag, siden han blev opereret, og han har virkelig gjort fremskridt. Hvis han vender tilbage til slutspillet, så vil det være nærmest uhørt hurtigt, men han bliver ved med at overraske vores lægestab positivt, udtalte John Lynch ifølge NBC Sports.
Fred Warner er én af de allerbedste forsvarsspillere i NFL, og han er tidligere blevet udnævnt til fire All Pro-førstehold og stemt i fire Pro Bowls.
Det ville være en tiltrængt saltvandsindsprøjtning for San Francisco 49ers’ forsvar at få sin ubestridte leder tilbage på banen. Potentielt set kan Fred Warner være en kampafgørende spiller, som kan udgøre forskellen på, hvor langt 49ers kommer i slutspillet.
Fred Warner nåede at spille seks kampe, før han brækkede sin ankel i oktober. I de seks kampe leverede Warner 51 tacklinger og to forcerede fumbles.







