San Francisco 49’ers har polstret quarterback-positionen. Holdet ved ikke, om Jimmy Garappolo kommer på banen igen i denne sæson, og man har derfor skrevet kontrakt med Josh Rosen

San Francisco 49’ers er tyndt besatte på quarterback-positionen, hvor Nick Mullens er ude for sæsonen, mens Jimmy Garappolo er ude på ubestemt tid – og måske slet ikke kommer på banen igen i 2020.

Det efterlader C.J. Beathard som den eneste raske quarterback på holdet.

Indtil nu. Ifølge ESPN’s Adam Schefter har San Francisco 49’ers skrevet kontrakt med det tidligere førsterundevalg Josh Rosen.

Josh Rosen kommer til klubben fra Tampa Bay Buccaneers træningstrup, hvor han har været, siden han blev fritstillet af Miami Dolphins før 2020-sæsonen.

Han kan spille med for 49’ers allerede i weekendens kamp mod Arizona Cardinals, som C.J. Beathards reserve.

23-årige Josh Rosen var et top 10-draftvalg af Arizona Cardinals i 2018-draften, men efter en 3-13 sæson valgte klubben endnu en quarterback, Kyler Murray, og Rosen blev tradet til Miami Dolphins.