Den offensive linje er opgraderet

Hvis Baker Mayfield skal have succes med at hive Panthers ud af dyndet, så har Matt Rhule og kompagni indset, at den offensive linje skal forbedres. Sidste års håbløse investeringer i Pat Elflein og Cam Erving er i år blevet erstattet af bedre og mere fornuftige løsninger.

Venstre tackle var det største hul, og det adresserede man i første runde af draften, hvor man valgte den bomstærke Ikem Ekwonu. Det kan godt være, han er rookie, men det bør stadig være en opgradering. Udover Ekwonu har man handlet hos Super Bowl-mestrene, hvor Austin Corbett fik sit store gennembrud i 2021. Han bør give forøget soliditet på guard. På center fandt man en billig og fornuftig løsning med den tidligere Ravens-starter Bradley Bozeman. De tre nye tilgang bør alle være forbedringer og kombineret med den dygtige højre tackle Taylor Moton har man nu fire pålidelige spillere. Så er det kun den sidste guard-plads, der er lidt usikker.

Med bedre beskyttelse kan det være, at Panthers kan få gang i lidt flere af deres offensive våben. Christian McCaffrey kommer tilbage i år efter sidste års skade, og alene hans tilstedeværelse vil være en stor hjælp til Mayfield. Derudover har Panthers receiver D.J. Moore, der er en overset topreceiver grudnet holdets elendighed.

Der skal dog findes større bidrag fra de øvrige receivere og tight ends, der skuffede sidste år. Robbie Anderson, der nu ikke længere hedder Robby til fornavn, kunne ikke følge op på sin gode 2020-sæson, og han skal i år mere kontinuerligt give den dybe trussel på holdet. Andenårsreceiveren Terrace Marshall har været alt for meget skadet og har behov for at finde en skadesfri periode. Derudover har Panthers givet en stor kontrakt til tight end Ian Thomas, og selvom han er en fin blokeringsspiller, skal han komme med mere i kastespillet.

Overordnet set er talentmassen i orden på angrebet, men i sidste ende hviler meget af presset også på Matt Rhule og den nye offensive koordinator Ben McAdoo. Den tidligere Giants-cheftræner er tilbage i ligaen, og han skal føre Rhules filosofi ud i livet, efter Rhule midt i sidste sæson overraskende fyrede den unge Joe Brady.

Et spændende forsvar med et unikt udtryk

Hvor angrebet i 2021 famlede i blinde det meste af året, så havde forsvaret i lange perioder et spændende og godt udtryk. Phil Snows alsidige forsvar giver angrebet mange forskel udtryk at skulle tage stilling til, og alsidige spillere som Jeremy Chinn, Shaq Thompson, Brian Burns og Haason Reddick gav Snow en masse muligheder. I år må Snow og Panthers undvære Reddick, der er skiftet til Eagles, men den spændende filosofi vedbliver.

I år er håbet i stedet, at nogle af de andre spillere på forsvaret kan tage et skridt op og give Panthers mere individuel kvalitet. Det skal især ske på cornerback, hvor gruppen er ung og spændende. Først og fremmest får man førsterundevalget fra 2021, Jaycee Horn, tilbage fra en skade, og kombineret med den superatletiske C.J. Henderson, der blev valgt i top 10 af Jaguars i 2020, så er der potentiale til meget. Hvis de to unge top 10-valg kan præstere, bør de to og Donte Jackson give en god cornerback-trio.

Oppe foran vil Reddick uden tvivl være savnet, men i stedet hviler øjnene nu på Yetur Gross-Matos, der har haft en stille start på karrieren, efter han blev i anden runde af 2020-draften. Til at hjælpe med pass rushet har man derudover forsøgt at forstærke sig med Matt Ioannidis, der har haft nogle gode sæsoner i Washington, inden han i 2021 faldt bag i køen på deres stærke defensive linje. Ioannidis og Derrick Brown skal agere de store mænd i midten af forsvaret, og det ser overordnet solidt ud.

Samlet vurdering

Der er stort pres på Matt Rhule i år efter de seneste to års skuffelser, og i år står og falder det nok en gang med de sats, man har lavet på quarterback. Kan man genstarte Baker Mayfields karriere efter hans skadesplagede og dårlige 2021? Det kræver nok, at investeringerne i den offensive linje bærer frugt, mens Ben McAdoo skal genrejse sig som offensiv koordinator efter fem sæsoner uden reelt ansvar for et NFL-angreb.

Hvis angrebet kan bære sin del af læsset, så er forsvaret ikke uinteressant med både etablerede profiler som Brian Burns og Jeremy Chinn samt unge talenter som Jaycee Horn og C.J. Henderson.

I sidste ende er det store pres dog på Matt Rhule selv. Trænerarbejdet de første to år har været under middel, og det er ikke uden grund, at han er storfavorit til at være første træner fyret. Den nye ejer David Tepper pegede på ham som sin første cheftræner, og Tepper har nok ikke meget mere tålmodighed med Rhule.

Næste side: Se Panthers’ formodede startopstilling