Tampa Bay Buccaneers: QB, Tom Brady
Tom Terrific har vundet syv Super Bowls, og selv i en adler af 44 førte han NFL i passing yards og touchdowns sidste år. Nu går han ind i sin 23. sæson, efter han rent faktisk meldte ud 1. februar, at nu gik han på pension. Det var dog en spøjs historie, hvor han flirtede både med Dolphins og 49ers, men fik en meget bestemt besked fra Bucs om, at enten spillede han der, eller også spillede han slet ikke. Han bed i det sure æble og kom tilbage til Bucs allerede inden draften, og står nu overfor en sæson, hvor han næsten kun kan skuffe. Alt andet end en divisionstitel og et godt slutspil vil være en skuffelse i hans sidste sæson i Tampa.
New Orleans Saints: QB, Jameis Winston
Jeg havde virkelig lyst til at skrive Michael Thomas, som før sin skade var anset som en af ligaens bedste receivere og i år skal forsøge at genfinde den form. Det er dog svært at komme udenom Jameis Winston, der har fået noget, der minder om sidste chance, for at bevise sig som en startende NFL-quarterback. Winston har haft en ustabil karriere, men i år skal han forsøge at bygge videre på det acceptable omend lunkne start på sin Saints-karriere, som han fik i 2021. Der blev det til seks kampe, inden han rev korsbåndet over i den syvende. I de seks kampe vandt Saints fire, og Winston leverede hæderlige 14 touchdowns, men også kun små 1.200 yards – altså et snit på under 200 yards pr. kamp. Der skal mere til, hvis han skal vende karrieren, og derfor er der stort pres på i 2022.
Atlanta Falcons: QB, Marcus Mariota
Matt Ryans afgang har åbnet døren for, at Marcus Mariota kan revitalisere sin karriere i NFL. Mariota var ellers en stjerne i college-rækkerne, hvor han kastede 10.796 yards, 105 touchdowns og bare 14 interceptions, mens han løb for 2.237 yards og 29 scoringer i bare tre sæsoner for Oregon. Han fik også en solid start på tilværelsen i NFL, men døjede efterfølgende med flere skader og svingende spil, som kostede ham jobbet i Tennesse. Hen over de seneste to år har Mariota kun medvirket på 89 offensive spil for Las Vegas Raiders, og det lignede, at han måtte tage til takke med rollen som reserve fremadrettet. I Atlanta skal Mariota spille for Arthur Smith, som han kender fra sin tid i Titans, og han har flere spændende spillere omkring sig – deriblandt Kyle Pitts og Drake London. Skrevet med andre ord: Det er nu, eller aldrig for Marcus Mariota.
Carolina Panthers: Cheftræner, Matt Rhule
Efter to skuffende sæsoner, et virvar af dårlige quarterback-beslutninger og dårlige resultater er der alvorligt pres på Matt Rhule i Carolina. Blandt oddssætterne er han storfavorit til at være den første træner, og det er med god grund. 10 sejre og 23 nederlag er langt fra imponerende, og fejlsatsninger på først Teddy Bridgewater og siden det sats og flop med Sam Darnold har sat ham i et meget dårligt lys. Seneste quarterback-beslutning er at trade sig til Baker Mayfield, og det er altså ham, der skal redde Rhule i år. Hvis Mayfield ikke præsterer, og holdet ikke er i nærheden af slutspillet, så tror jeg, at den nye ejer David Tepper meget vel kan have tabt tålmodigheden.
Tennessee Titans: QB, Ryan Tannehill
Ryan Tannehill har jo egentlig gjort det udmærket, siden han kom til Titans og fik sin karriere på ret køl og i sidste sæson slutter holdet som bedst i AFC i grundspillet. Men i draften i år hentede Titans så den måske mest elektriske quarterback i draften i form af Malik Willis, og det lægger et stort pres på Tannehill. Angrebet i Tennessee går gennem Derrick Henry, og det vil det nok blive ved med, men Tannehill skal bevise, at han også er en vigtig brik, som ikke umiddelbart kan slås af pinden af Willis. Ellers kan Titans cutte ham og fortsætte med Malik Willis efter denne sæson. Det koster godt nok næsten 19 millioner dollars i såkaldt dead cap, men til gengæld vil man spare hans løn på 36,6 millioner dollars.
Indianapolis Colts: Cheftræner, Frank Reich
Colts har længe været lidt af en darling i medierne, bl.a. pga. Reichs evne til at få noget ud af samtlige af de quarterbacks, han sender på banen. Det er dog ved at være tid til, at Colts er mere en bare en preseason-favorit – der skal præsteres – og her tror jeg særligt, at Reich er i risikozonen, hvis det ikke går godt. General manager Chris Ballard virker til at være ret sikker, og det burde Reich egentlig også være, men Jim Irsay er en ambitiøs ejer. Reich går ind i sin femte sæson, men har ikke vundet en playoffkamp siden Andrew Luck var manden bag center. Om jeg tror på en fyring? Ikke rigtig, fordi jeg tror på Reich, men det presset er begyndt at kunne anes.
Houston Texans: QB, Davis Mills
Jeg var enormt tæt på at skrive “ingen”, for er der et pres på spillere, man ingen forventninger har til? Svaret blev dog ja og valget faldt på Davis Mills. Selvom det er lidt ondt at fokusere på en andenårsspiller, så er 2022 en kæmpe chance for Mills at bevise, at han er fremtiden for Texans. Han gjorde det fornuftigt sidste år, særlig med tanke på de forhold, han spillede under, og er stadig det absolutte førstevalg, da Jeff Driskel og Kyle Allen ikke ligefrem bør skræmme ham. Men lykkes det ham ikke, så forventer jeg, at Texans vil bruge det høje valg, som de nok får og i hvert fald får, hvis Mills er dårlig, på en quarterback. Så der er pres på Mills, men det er også et pres, som han nok gerne vil have, for det betyder muligheder. Han er en af de spillere, der bliver mest spændende at følge, da hans præstation virkelig kan forandre draftlandskabet i 2022.
Jacksonville Jaguars: EDGE, K’Lavon Chaisson
Valget stod mellem højre tackle Jawaan Taylor og så Chaisson, og valget faldt på sidstnævnte, da jeg tror, at Taylor vil få flere chancer, selv med en dårlig sæson, fordi han spiller den position, han gør, og har den kropstype, han har. For godt spiller Chaisson en af de primære positioner og det bør give værdi, men han har samtidig en meget specifik kropsbygning, der gør ham systemafhængig. Samtidig er to sacks på to sæsoner ikke ligefrem noget, der skriger på flere chancer, så selvom han er et tidligere førsterundevalg, så skal han simpelthen levere noget, hvis han skal gøre sig forhåbninger om andet end en minimumskontrakt.
Los Angeles Rams: EDGE, Leonard Floyd
Er det mærkeligt at vælge en spiller, der underskrev sin kontrakt i 2021 og vil koste 19 millioner dollars at cutte efter sæsonen? Ja, det er det nok, og vinklingen er måske også lidt utraditionel. For jeg har valgt Leonard Floyd, som den spiller hos Rams, der har mest på spil i 2022, og har han meget på spil personligt? Både og. Han bliver næppe cuttet næste år, men hans indflydelse er nødt til at blive mærkbar i løbet af sæsonen, for med Von Miller i Buffalo, er han nærmest den eneste pass rusher på ydersiden, der er værd at nævne. Nu ved vi ikke, om Aaron Donald bliver suspenderet for sin idiotiske handling under fællestræningen med Bengals, men uanset om det er med eller uden Donald, så skal Floyd producere, hvis Rams igen skal være en titelbejler. Selvom det ikke er sandsynligt, at han bliver fritstillet, da de jo kun spare ca. 3 millioner dollars, så kan det godt blive et scenarie, hvis han er dårlig.
Arizona Cardinals: WR, Marquise Brown
Cardinals er en spøjs størrelse, for dem, der burde have mest på spil, Kliff Kingsbury og særligt Steve Keim, har ikke så meget på spil, fordi ejer Michael Bidwill mente, at de skulle forlænges til 2026. Det i sig selv er så forvirrende, at jeg har lyst til at begynde et længere rant, men det er jo ikke stedet her. Derfor valgte jeg at kigge på spillere i stedet, og her kunne jeg også have valgt en del, f.eks. Isaiah Simmons. Men Hollywood Brown har nu engang formået at få det største pres på sig, i min optik. Det begrundes i, at han aktivt selv bad om et sceneskifte, han har brokket sig over rollen hos Ravens, og så har han kontrakt med kun to år tilbage, så der venter også en kontrakt i det fjerne. Formår han at blive en god receiver, vil han kunne trække en uhyggelig stor kontrakt. Jeg kan se alle scenarier være i spil – at han bliver en kæmpe fiasko, at han bliver meh, og at han kommer til at genskabe collegedagene sammen med Kyler.
San Francisco 49ers: QB, Trey Lance
49ers er to af de seneste tre sæsoner som minimum nået til NFC Mesterskabskampen. De har et slagkraftigt hold, en dygtig træner og en god blanding af ungdom og erfaring på både forsvar og angreb. De mangler kun en quarterback, og ledelsen troede ikke på Jimmy Garappolo. Nu får Trey Lance chancen, og det betyder et voldsomt ansvar på den unge quarterbacks skuldre. Præcis som jeg pointerede ved Zach Wilson, så er det ikke vind eller forsvind for Lance i år, men forventninger, omtale og den generelle opfattelse af hele holdet afhænger af, at han gør det fornuftigt i år og belønner ledelsen for deres tiltro.
Seattle Seahawks: RB, Rashaad Penny
Både Drew Lock og Geno Smith var de åbenlyse valg, da ingen af dem kommer tættere på at blive startende quarterbacks i resten af deres tid i NFL. Jeg går dog alligevel med Penny, da han reelt har en chance for at bevise, at han tiltros en startende rolle permanent. Runningbacken har været skadet og været i skyggen af Chris Carson i hele karrieren, men det tidligere førsterundevalg var blændende i den sidste halvdel af 2021. I sæsonens sidste seks kampe løb han for mere end 700 yards, snittede næsten syv yards per løb og scorede seks touchdowns. I et Pete Carroll angreb uden Russell Wilson, bør holdets runningbacks få masser af ansvar. Seahawks valgte dog Kenneth Walker i anden runde af draften, og slå Penny ikke for alvor til, så kan han hurtigt komme til at miste arbejde til rookien og karrieren vil igen ryge på et sidespor.
Kansas City Chiefs: RB, Clyde Edwards-Helaire
Edwards-Helaire blev personligt valgt til Chiefs af quarterback Patrick Mahomes, men efter en god start på karrieren har hans præstationer ikke fået Chiefs-fans op af stolene. De har simpelthen ikke levet op til hans draftstatus som førsterundevalg. Derfor er der meget på spil for Clyde Edwards-Helaire i år, der skal vise, at han er manden, der skal satses på i fremtiden. Ellers kan han hurtigt vinke farvel til den femteårsoption, som holdet skal tage stilling til næste forår, og historien har vist, at det er let at finde gode runningbacks i draften – også i de senere runder, så han kan relativt let erstattes.
Las Vegas Raiders: OT, Alex Leatherwood
Raiders valgte Alex Leatherwood med deres første valg i 2021 draften. Mange rynkede lidt på næsen over valget, da den store Alabama tackle først var forventet at blive taget på dag to. Leatherwood blev kastet ind i som højre tackle med det samme, hvor han havde en forfærdelig rookie sæson, hvor han opgav flest pres af alle linjemænd i ligaen i 2021. Han blev senere flyttet ind som guard, hvor det gik lidt bedre, men i år er der brug for en højre tackle, og nu skal Leatherwood præstere, hvis ikke det første valg i 2021 draften skal være en fiasko. I år er der store forventninger til Raiders, specielt med tilføjelsen af Davante Adams. Men hvis ikke Raiders kan blive bedre på den offensive linje, og hvis ikke Leatherwood kan løfte sit spil, så kan det blive en svær sæson i Las Vegas.
Los Angeles Chargers: Cheftræner, Brandon Staley
Chargers var en darling allerede i sidste off season, men i Brandon Staleys første sæson, kunne man akkurat ikke få det til at spille i høj nok grad. Angrebet var svingende, og løbeforsvaret elendigt. Staley satte ellers sit tydelige præg, og det medførte både ros og kritik fra eksperter og fans. I år har Chargers forstærket sig markant på flere positioner, og der er ingen undskyldning for at misse slutspillet i år. Hvis det på en eller anden måde går galt, så vil Staley stå tilbage i et dårligt lys, og han skal altså ud og bevise, at han kan forløse talentet og gøre sig fortjent til prædikatet som den næste nye unge trænerprofil.
Denver Broncos: General Manager, George Paton
Jeg kunne også have valgt en spiller her, men på vej ind i sin tredje sæson som sportsdirektør er det et vigtigt år for George Paton. Indtil videre ser det ud til, at Paton har sat alle fødder rigtigt i sine første to sæsoner, og han har stadig tre år tilbage af den femårige kontrakt, han indgik, da han blev ansat. Men det er alt sammen ligegyldigt nu. Broncos har med det nylige salg af klubben de suverænt rigeste ejere i ligaen, så penge er ikke et issue. Nu er det i stedet afgørende, om Paton har ramt plet med ansættelsen af Nathaniel Hackett som head coach – og ikke mindst om tilføjelsen af Russell Wilson for flere førsterundevalg og spillere giver pote. Ellers kan Paton hurtigt være på ud – sammen med Hackett.








