
AFC West vil gerne være den bedste division i NFL – og det har den alle muligheder for at blive.
Nu er der ikke længe til, at Philadelphia Eagles indleder sit titelforsvar i et brag af en åbningskamp mod ærkerivalerne fra Dallas Cowboys. Til den tid vil det være omtrent syv måneder siden, at Eagles gennembankede Kansas City Chiefs i Super Bowl LIX.
Selvom det er godt syv måneder siden, at vi har overværet en kompetitiv kamp i NFL, så har ligaen leveret et sandt festfyrværkeri af en offseason. Tilsammen har de 32 hold spenderet mere end 67,3 milliarder danske kroner ($10,3 mia.) på nye kontrakter i 2025.
I løbet af august samler vi trådene fra det spektakulære forår her på Gul Klud, når vi varmer op til 2025-sæsonen, som bliver den 106. sæson i NFL’s historie.
I denne artikel kommer du helt tæt på AFC West, der muligvis i år er ligaens bedste division. Chiefs skal forsøge at vinde divisionen igen, men kan se frem til endnu mere pres fra især Broncos og Chargers, mens også Raiders med ny head coach har muligheden for at vende skuden.
De største historier i AFC West i 2025
Broncos har forstærket forsvaret, så nu skal angrebet vise sit værd
Denver Broncos’ forsvar var blandt de allerbedste i NFL i sidste sæson, og det var en stor årsag til, at Broncos for første gang siden sejren i Super Bowl 50 stod i slutspillet i januar. Forsvaret har man forstærket med spillere som linebacker Dre Greenlaw og safety Talanoa Hufanga.
Der er håb for at Broncos’ angreb i 2025 kan tage et stort skridt fremad, og kombineret med et forsvar, der bør holde mindst niveauet fra sidste sæson, skal det være Bo Nix og co., der skal sende Broncos helt til Super Bowl. Quarterbacken, der går ind i sin anden sæson får i denne sæson hjælp af nyerhvervelsen på tight end, Evan Engram, mens løbeangrebet er helt nyt med J.K. Dobbins og rookie R.J. Harvey.
Chargers er bygget på løbet – nu har de opbygget løbeangrebet på ny
Med Jim Harbaugh som træner har det aldrig været nogen hemmelighed, at Los Angeles Chargers ville være bygget på løbespillet. I 2025 får det løbeangreb et helt nyt udtryk.
Ud af vagten er røget både J.K. Dobbins og Gus Edwards og ind er i stedet kommet Najee Harris og rookie Omarion Hampton. Sidstnævnte blev draftet i første runde af NFL-draften som den anden runningback i 2025.
For at hjælpe løbeangrebet har Chargers også forstærket sig med guard Mekhi Becton, som efter alt at dømme vil være en hjælp, men holdet har også mistet en af sine allerstørste stjerner i form af tackle Rashawn Slater til skade i løbet af træningslejren, og det kan afspore sæsonen fuldstændig, før sæsonen overhovedet er kommet i gang.
Chiefs skal rejse sig ovenpå Super Bowl-nederlag
Kansas City Chiefs havde muligheden for at vinde Super Bowl for tredje gang i træk i februar på trods af en middelmådig sæson. Men de blev regulært slagtet af Eagles i Super Bowl og nu skal de vise, at de kan rejse sig.
Det skal blandt andet ske ved forbedret spil på den offensive linje (mere om det på næste side), og så vil Chiefs sætte sin lid til, at en spiller som Xavier Worthy tager et stort spring i sin udvikling.
På forsvaret har Chiefs stadig store stjerner og har formået at holde på spillere som linebacker Nick Bolton, så der er ingen tvivl om, at Chiefs stadig vil være et af ligaens bedste mandskaber. Men de vil blive presset mere, end de har været vant til i de senere år.
Raiders opruster på trænerpositionen med legendariske Pete Carroll
Las Vegas Raiders har efterhånden i nogle år haltet efter i AFC West. Det skal være slut nu. Med ansættelsen af Pete Carroll som cheftræner har ejer Mark Davis vist, at han har fået nok af middelmådighed, og Carroll har ikke tøvet med at sætte sit præg på holdet. Således er der sket store ændringer på holdet siden sidste sæson, hvor man blandt andet har skiftet quarterback, runningback og offensiv koordinator.
Sidstnævnte er nu Chip Kelly, der tidligere har været cheftræner i både Philadelphia Eagles og San Francisco 49ers, men som har haft mest succes i college. Hans tilgang til Raiders’ angreb skal blive spændende at følge.
Næste side: Vi ser nærmere på de største spørgsmål i AFC West








