Udfordreren: Houston Texans
Det er fantastisk, hvordan ganske få beslutninger kan transformere et ellers kuldsejlet mandskab. Houston Texans befandt sig i et sportsligt ingenmandsland, og havde bare vundet 11 af 50 mulige kampe i de tre forudgående sæsoner. Så hentede de den tidligere forsvarsgeneral DeMeco Ryans ind som ny cheftræner og valgte C.J. Stroud med det andet valg i 2023-draften.
Houston Texans ramte plet – og med disse to beslutninger har de katapulteret sig ud af ingenmandslandet og ind i bevidstheden hos alle NFL-fans. Stroud leverede en fantastisk debutsæson, hvor han ramte på 63,9 pct. af sine kast for 4.108 yards, 23 touchdowns og bare fem interceptions.
Læs også: Sæsonoptakt til AFC South
Nu forsøger Texans at udnytte, at de har Stroud i folden på en relativt overkommelig rookie-kontrakt. De ved, at de har den rigtige bannerfører og nu handler det om at maksimere talentet omkring ham. Derfor har de hentet Stefon Diggs ind, som danner et frygtindgydende receiverkorps sammen med Nico Collins og Tank Dell. De har også forstærket forsvaret med Danielle Hunter, som skal supplere Will Anderson Jr. i presspillet.
På bare to år har Texans forstærket sig i en sådan grad, at de nu er godt besat på alle nøglepositionerne i sporten. Hvis C.J. Stroud fortsætter sin positive udvikling, så hører de utvivlsomt til blandt udfordrerne til Kansas City Chiefs’ enevælde.
Næste side: Kan San Francisco 49ers overvinde skuffelsen?








