Kansas City Chiefs-stjernen Travis Kelce er nu indehaver af rekorden for flest gribeyards af en tight end i en sæson med 1.416 yards.

Søndag sikrede Kansas City Chiefs sig førsteseed i AFC med en snæver sejr over Atlanta Falcons. Men var ikke den eneste store præstation fra Chiefs i kampen.

Tight end Travis Kelce skrev sig nemlig ind i historiebøgerne, da han i fjerde quarter hev en bold ind for 31 yards. Med den grebne bold passerede Kelce George Kittles rekord på 1.377 gribeyards fra 2018.

Travis Kelce sluttede kampen mod Falcons med syv grebne bolde for 98 yards og et touchdown. Han er derfor nu indehaver af rekorden for fleste gribeyards af en tight end i en NFL-sæson med 1.416 yards.

Undervejs i kampen rundede Kelce også over 100 grebne bolde for sæsonen, hvor han nu er på 105 grebne bolde. Han er dermed den første tight end nogensinde til at have to eller flere sæsoner med over 100 catches.

Travis Kelce kan udvide sine sæsonrekorder, hvis han spiller i sidste spillerunde mod Los Angeles Chargers. Det er dog meget muligt, at Chiefs sparer angrebsprofilen forud for slutspillet, da de forsvarende Super Bowl-mestre kun har æren at spille for i uge 17.