Pittsburgh Steelers har allerede fået henvendelser fra tre hold, der har interesse i at få fingrene i den udskældte stjerne-receiver Antonio Brown via en trade.

Pittsburgh Steelers og wide receiver Antonio Brown er blevet enige om, at Steelers skal forsøge at finde en ny destination til Brown, efter parterne har fået nok af hinanden.

Ifølge Pittsburghs sportsdirektør, Kevin Colbert, har tre klubber allerede henvendt sig til Steelers for at forhøre sig om en mulig Antonio Brown-handel. Steelers holder dog fast, at klubben ikke vil sende top-receiveren af sted, medmindre kompensationen vurderes passende.

– Hvis det ikke er godt for os, så gør vi det ikke, siger Kevin Colbert ifølge NFL Networks Tom Pelissero.

Pittsburgh Steelers har uden tvivl fået nok af Antonio Browns upassende adfærd uden for banen, hvor han er gået i krig med stort set alle bærende figurer i klubben. Senest kritiserede han både quarterback Ben Roethlisberger og cheftræner Mike Tomlin på Twitter.

Tirsdag mødtes Brown dog med flere højtstående herrer i Steelers deriblandt ejer Art Rooney og Kevin Colbert. Her blev man ifølge Antonio Brown enige om, at “det er tid til at komme videre.” Derfor forsøger AFC North-mandskabet nu officielt at finde den rigtige handel.