Steelers har absolut intet at spille for i sidste runde mod Cleveland Browns, og cheftræner, Mike Tomlin, siger, at han vil se på at spare og beskytte forskellige spillere inden slutspillet.

Efter søndagens sejr over Baltimore Ravens er Pittsburgh Steelers klar til slutspillet, og deres seed er allerede afgjort. Uanset hvad der sker i weekendens kampe vil Steelers gå ind i slutspillet som tredjeseed i AFC.

Derfor har flere spekuleret i, om Steelers bør spare spillere i den ligegyldige kamp mod Cleveland Browns. Den tankegang ser også ud til at være gældende hos cheftræner, Mike Tomlin, der udtalte, at han vil forsøge at spare og beskytte forskellige spillere og derefter profiler som Ben Roethlisberger, Le’Veon Bell, Antonio Brown og Maurkice Pouncey.

De sidste to år har Steelers været i slutspillet, men har i begge sæsoner manglet forskellige profiler, og en spiller som Le’Veon Bell har endnu ikke spillet en slutspilskamp. De fire førnævnte spillere bliver nok ikke de eneste spillere, der ikke spiller, og andre oplagte kandidater vil nok inkludere aldrende James Harrison og småskadede Stephon Tuitt.