Ben Roethlisberger misser Pittsburgh Steelers’ opgør mod Detroit Lions som følge af coronavirus.

Pittsburgh Steelers må undvære Ben Roethlisberger, når de krydser klinger med sejrsløse Detroit Lions i tiende spillerunde. Det har Mike Tomlin bekræftet efter, at Roethlisberger er blevet placeret på holdets coronavirus-liste.

Således bliver det med – efterhånden velkendte – Mason Rudolph bag center, at Pittsburgh Steelers skal forsøge at udbygge deres stime på foreløbigt fire sejre i træk – og dermed holde sig til i kampen om den konkurrencedygtige AFC North-division.

Og det bliver 16. gang – fordelt over de seneste tre sæsoner – at Mason Rudolph skal i aktion og dække ind for en fraværende Ben Roethlisberger. I skrivende stund står Rudolph noteret for 2.089 kastede yards, 15 touchdowns og 10 interceptions.

Ben Roethlisberger er vaccineret imod coronavirus, hvilket betyder, at han kan komme i aktion i 11. spillerunde, hvor Pittsburgh Steelers møder Los Angeles Chargers på udebane. Det påkræver, at Roethlisberger tester negativ for coronavirus to gange i den kommende uge.

I næsten 10 uger af grundspillet var Steelers det eneste hold i NFL, der ikke havde en spiller på ligaens COVID-19-liste, men nu gik den altså ikke længere.

Af alle uger for sådan en pludselig ændring på den vigtigste position, er dette måske ikke den værste. Ikke alene er Lions det eneste hold uden sejre i NFL (0-8), men faktisk har Rudolph taget mange snaps med førsteholdet til træning, da Roethlisberger døjer med en skulder- og brystskade efter mandagens kamp mod Bears.

Til gengæld åbner det selvfølgelig muligheden for, at Lions endelig får den første sejr. Rudolph har kun vundet fem af de ni kampe, han har startet for Steelers.

Med Rudolph som starter bliver Dwayne Haskins backup og er dermed aktiv for første gang i hans Steelers-karriere.