Efter flere rygter gik på, at Steelers’ hurtige receiver Martavis Bryant ønskede at komme væk fra klubben, har spilleren nu selv afvist det.

Det gjorde den talentfulde angrebsspiller på humoristisk måde til holdets egne reportere, efter han natten til tirsdag havde manet rygterne til jorden på twitter. Han fortalte Steelers-journalisterne, at han havde løjet og faktisk ønsket en trade…. til basketholdet Golden State Warriors. Receiveren ønskede at skifte karriere og var sjovt nok interesseret i at spille for et af de mest dominerende basketballhold nogensinde. Det udløste masser af grin og god stemning i omklædningsrummet i Pittsburgh.
Teresa Varley fortæller på Steelers.com, at flere af holdkammeratere undrede sig over valget. Ramon Foster troede, at Bryant klart ville have foretrukket at spille for Cleveland Cavaliers. En anden spiller på den offensive linje, Maurkice Pouncey var flad af grin over situationen, og jokede selv med, at han skulle trades til Miami Dolphins i bytte for sin bror, Mike Pouncey.


Trods manglende involvering i Steelers’ angreb indtil nu, lader stemningen altså umiddelbart til at være god. Der virker ikke til at være de helt store ugler i mosen, og det burde der heller ikke være. Holdet fører AFC North og er med fire sejre, blandt andet en over stærke Kansas City Chiefs,helt med fremme om en god seedning til slutspillet.
Skulle Pittsburgh nå så langt, så lader det altså foreløbigt til, at Martavis Bryant vil være en del af holdet til den tid.
https://twitter.com/__steelernation/status/920258456900325378