Efter 13 sæsoner som en af de bedste på sin position er det nu slut for Philadelphia Eagles’ stjernecenter, Jason Kelce.

Mens den ene bror lige har vundet sin tredje Super Bowl ring, så har den anden valgt at trække stikket på en fornem karriere.

Mandag aften holdt Eagles nu tidligere All Pro center Jason Kelce en 41 minutter lang meget tårevædet afsked, hvor der både var plads til tilbageblik, taknemmelighed og et par morsomme anekdoter.

Kelce blev valgt til All Pro igen i den forgange sæson, og på måde kan kan sige, at han sluttede på toppen, men 32-9 nederlaget til Buccaneers i Wild card kampen i januar var hverken hans eller Eagles stolteste øjeblik.

Det lignede også et karriere-exit for Kelce, der efter kampen virkede meget emotionel og forlod banen alene, inden han blev mødt af Eagles general manager Howie Roseman. De gav hinanden en krammer, der virkede som en sidste gensidig anerkendelse.

Den 36-årige Jason Kelce var et sjette runde-valg i NFL draften i 2011, men udviklede sig til en af historiens bedste centere og sikrede sig tirsdag sin sjette kåring til All-Pro.

Han forlader både NFL og Philadelphia som en legende, og flere har spekuleret i, at Eagles trækker hans trøjenummer 62 tilbage i løbet af den kommende sæson og samtidig giver ham en værdig afsked.

Det forventes også, at han bliver indlemmet i NFLs Hall of Fame og formodentlig endda i første hug i 2029, når han første gang kan vælges ind.

Kelce er kun den femte center i ligaens historie, der er blevet kåret som All-Pro mindst seks gange. De fire andre – Dermotti Dawson, Jim Otto, Jim Ringo og Bulldog Turner – er alle i Hall of Fame.