Philadelphia Eagles skal lede sig om efter en ny safety i foråret, efter at de har fritstillet Kevin Byard.

Philadelphia Eagles har besluttet at fritstille Kevin Byard. Det sker bare fem måneder efter, at Eagles ellers aktivt hentede Byard ind, da de indgik en handel med Tennessee Titans, som sendte Terrell Edmunds og to valg i henholdsvis fjerde og sjette runde af den kommende draft til Nashville.

Kevin Byard nåede at starte 10 kampe for Eagles, hvori han leverede 75 tacklinger og en enkelt interception. Således fandt den 30-årige safety aldrig sit topniveau i Philadelphia, efter at han tidligere er blevet udnævnt til to All Pro-førstehold og to Pro Bowls.

Beslutningen betyder, at Philadelphia Eagles sparer i omegnen af 90 millioner danske kroner i forhold til lønloftet. Som følge råder Howie Roseman nu over 10. flest tilgængelige lønkroner i NFL, når transfermarkedet snart løber af stablen.

Omvendt har Eagles også et stort behov for at adressere safety-positionen i løbet af foråret. Eagles står aktuelt tilbage med Reed Blankenship og Sydney Brown, der endda rev korsbåndet over i 2023, som de eneste safeties i spillertruppen.